At blive ignoreret og at føle sig usynlig kan være hårdt mentalt.

I psykologi findes begrebet ostracisme – som betyder at blive ignoreret eller udelukket af andre. Forskning i ostracisme viser, at selv ret små oplevelser af at blive ignoreret kan påvirke os.

Den amerikanske socialpsykolog Kipling Williams har forsket i ostracisme og hans forskning viser, at det at blive ignoreret eller udelukket kan ramme fire vigtige menneskelige behov:

• Vores behov for at høre til
• Vores selvværd
• Vores oplevelse af kontrol
• Vores følelse af at have betydning og blive set af andre

Og nyere forskning peger på endnu en ting, der kan blive ramt: vores behov for at forstå, hvad der foregår.

Det er særlig interessant i forbindelse med ghosting.

Ghosting efterlader dig uden en forklaring

Hvis din ven siger: “Jeg ønsker ikke længere, at vi skal være venner”, kan det gøre frygtelig ondt. Men du ved i det mindste, hvad der er sket.

Hvis din ven bare holder op med at svare, ved du ingenting.

• Er hun vred?
• Har jeg gjort noget?
• Har hun bare travlt?
• Er der sket noget svært i hendes liv?
• Er vores venskab faktisk slut?
• Skal jeg skrive igen?
• Eller skal jeg bare lade hende være?

Nyere forskning, hvor man har sammenlignet ghosting med en direkte afvisning, tyder på, at begge dele gør ondt, men at de negative virkninger af ghosting kan vare længere.

En mulig forklaring er netop uvisheden og den manglende afslutning. Ved en direkte afvisning får du i det mindste information, du kan bruge til noget Når du bliver ghostet, ender du med en masse åbne spørgsmål, som du kan spekulere på længe – især hvis hvis du i forvejen er et menneske der kan gå lidt eller meget ind i en negativ tankespiral.

Hvorfor reagerer vi så voldsomt på at blive holdt udenfor?

Det skyldes nok blandt andet noget evolutionært.

Mennesker har gennem størstedelen af vores historie været helt afhængige af andre mennesker for at overleve. At blive holdt udenfor gruppen har potentielt været livsfarligt for os. Hvis du ikke måtte sidde med om bålet, så var du alene i mørket, hvor en sabeltiger måske lurede.

Derfor er vores hjerner meget opmærksomme på alle tegn på, om vi stadig hører til. Også selv om der i dag ikke er reel fysisk livsfare forbundet med ikke at måtte være med i en gruppe.

Det kan man se i det psykologiske eksperiment Cyberball. Her tror forsøgspersonen, at hun spiller et meget simpelt online boldspil med andre mennesker. Efter lidt tid holder de andre op med at kaste bolden til hende.

I en MRI-scanner kan forskerne se, at smertecenteret i hjernen (som også lyser op, hvis du føler fysisk smerte) bliver aktivt. Og bliver mest aktivt hos de personer, som også fortæller, at det var en ubehagelig oplevelse, at blive “holdt udenfor” i det virtuelle spil. For mennesker er selvfølgelig ikke ens, når det gælder smerte.

Det lyder jo næsten latterligt ubetydeligt. Men selv sådan en lille og helt kunstig oplevelse af at blive holdt udenfor kan påvirke vores følelse af at høre til, vores selvværd, vores oplevelse af at være i kontrol og af at have betydning for andre.

Vi kan altså reagere meget hurtigt på tegn på, at andre mennesker ikke længere vil have os med.

Hvad har jeg gjort forkert?

Det er derfor ghosting ofte fører til, at vi tænker:

“Hvad er det ved mig, der gør, at min ven ikke vil være venner med mig mere?”

Og her kan den manglende forklaring gøre ghosting ekstra svært. Hjernen begynder at lede efter en forklaring. Problemet er bare, at når din ven ikke giver dig én, må du selv producere den. Og så bliver det ofte en hård omgang selvkritik – især hvis du i forvejen ikke har verdens højeste selvværd.

Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad?

Vi burde selvfølgelig bare tænke, at det er ovre i den anden, problemet bor.

Og det ved vi også godt, at vi burde tænke. Men det hjælper ikke ret meget på smerten ved ghosting, at vi også slår os selv oven i hovedet med at vi ikke kan være mere ligeglade:

“Hvorfor er jeg så følsom, jeg burde bare være ligeglad med, at hun har ghostet mig?”

“Jeg burde virkelig ikke tænke så meget over at han ikke svarer mig – der er jo ingen der er døde!”

Vores biologi er bare meget stærkere end vores fornuft – og du føler det, du nu engang føler.

Hvis du er ked af det og vred og måske også føler dig uretfærdigt behandlet eller er forvirret og føler dig mere usikker på dig selv, efter at du er blevet ghostet, så er du helt normal.

Og en del af “kuren” er at give dig selv tilladelse til at føle det du føler. Tillad dig selv at græde over tabet af din ven og over afvisningen – og tillad også vreden og forvirringen og usikkerheden at fylde i perioden efter, du blev ghostet.

Din hjerne er skabt til at reagere på at blive udstødt – så selv om det i dag ikke er livsfarligt at miste en ven, så kan det føles sådan.

Hvis dine følelser bliver ved med at fylde og du føler dig meget alene med tabet, så kan det hjælpe at tage vennesorgen med i terapi. Tab af nære venner er ofte fulde af smerte og svære at komme sig over – for venner kan være meget betydningsfulde for os.