Hvis I er enige om, at I vil prøve at reparere jeres venskab efter en konflikt, så prøv begge to at finde en oprigtig nysgerrighed frem.
Hvordan oplevede din ven mon det, der skete mellem jer?
Når vi mennesker er uenige, kan vi let komme til at forsvare os og forsøge at overbevise den anden om, at vores udlægning er den rigtige. Men det kan gøre konflikten sværere, hvis man får at vide, at det man oplevede, ikke var virkeligheden.
Prøv i stedet at gå ind i samtalen med den grundindstilling, at I begge to har ret, og at I ikke lyver overfor hinanden. Gå ud fra, at I begge har intentionen om at ville forstå og blive forstået.
Den vigtigste grundregel for samtalen er, at I begge skal lade være med at korrigere den andens oplevelse.
I sidder med hver jeres version af historien, og opgaven er at bygge en bro – ikke at grave grøften mellem jer dybere.
1. Fortæl på skift, hvad der skete
Giv på skift hinanden 5 minutters uafbrudt tale, hvor først den ene og så den anden fortæller, hvad I mener, der skete.
Prøv mest at bruge ord som “jeg”, “mig”, “mine” og “min”.
Undgå at sige ting som “Du var bare ligeglad” eller “Du følte helt sikkert også…”
Prøv både at beskrive det, du så, det du hørte, det du tænkte og det, der skete følelsesmæssigt inde i dig imens.
Lyt opmærksomt til hinanden – ikke for at skulle korrigere, men for oprigtigt at prøve at forstå.
2. Genfortæl det, du hørte
Når den første har fortalt, skal den anden genfortælle det, hun hørte:
“Du oplever det sådan, at ______, og det får dig til at føle ______.”
Giv plads til, at den, der fortalte, kan korrigere genfortællingen, indtil hun føler sig rigtigt forstået.
Det handler ikke om, at du skal være enig i din vens version. Men du skal virkelig prøve at sætte dig i hendes sted og forstå, hvordan det var at være hende lige dér.
3. Byt roller
Nu bytter I roller, så den anden fortæller, og den første bagefter genfortæller.
Igen er opgaven ikke at afgøre, hvem der har ret, men at forstå, hvordan den samme konflikt kunne opleves så forskelligt af jer.
4. Tal om, hvad I nu får øje på
Fortæl hinanden, hvordan det er for jer at tale om det her.
- Hvilke følelser kommer der frem i jer?
- Hvad forstår I nu om den anden, som I ikke forstod før?
- Hvad får I øje på mellem jer, som I måske ikke så før?
Hvis I er heldige, lærer I både noget om hinanden og noget om jer selv.
Det kan være, der ligefrem er et mønster. Måske forsøger den ene af jer at fikse ved at gøre eller tale en hel masse, mens den anden forsøger at fikse ved at lukke ned eller gøre sig usynlig? Måske straffer den ene med tavshed og den anden med at råbe og skælde ud?
Mange af vores måder at reagere på er automatreaktioner, vi har lært tidligt i livet, og måder vi ofte reagerer på, hvis noget bliver svært for os. At kende hinandens reaktionsmønstre kan være meget hjælpsomt i venskaber.
Kan en samtale løse alle konflikter mellem venner?
Nej.
Jeres konflikt kan være så alvorlig eller voldsom, at én af jer eller begge ikke ønsker reparationen. Eller den ene af jer kan virkelig ønske at reparere, mens den anden ikke vil tale om konflikten overhovedet – eller ikke tør være ærlig af alle mulige grunde. Konflikter fører ofte til venskabsbrud og faktisk er det sådan at vi i gennemsnit udskifter ca. 50% af vores venner på 7 år – heraf 20% af de nære venner. De fleste venskaber der stopper glider stille og roligt ud og det er en del af livet.
Men hvis jeres venskab var meget vigtigt for dig og I ikke klarer den konflikt I står i, kan du måske komme til at opleve vennesorg. Det kan der være mange svære følelser i og det kan du læse mere om her.

